Genseiryu DK (GKIF-Danmark)
Officielt hovedkvarter (honbu dojo) for Gensei Ryu Karate i Danmark siden februar 1997

Vi har 31 gæster online

Karate er for Alle

Uanset om du ønsker at træne karate som selvforsvar, deltage i stævner eller blot træne for motionens skyld, så kan du få opfyldt dine ønsker i vore klubber. Vi har plads til alle, idet træningen tilpasses den enkeltes forudsætninger gennem opdelt træning. Der afholdes hvert år adskillige arrangementer såsom lejre, stævner og kurser m.m.

Gratis Prøvetræning

Nye medlemmer kan starte hele året, men bedst er det i september/oktober og i januar/februar. Nye medlemmer har mulighed for gratis prøvetræning uden at skulle binde sig til et medlemskab. Er du interesseret i at prøve kræfter med Karate, er du velkommen til bare at møde op i klubben, men af hensyn til planlægning af træningen bør du møde op i god tid og meddele din ankomst til instruktøren senest 5 min. før træningen starter.

Påklædning

Når man træner karate, er man iført en traditionel hvid dragt. Dragten består af bukser og jakke med tilhørende bælte, der kan variere i farve, alt efter hvor mange gradueringer man har bestået. Dragten kan i en god og solid kvalitet erhverves billigt i klubben. I de første måneder kan man dog udmærket træne iført almindeligt sportstøj, som f.eks. en t-shirt og et par løstsiddende bukser. Der skal ikke tænkes på sko, da vi træner i bare fødder.

Alderskrav

Alle kan træne karate uanset alder. Dog bør børn være fyldt 8 år, men der sker undtagelser helt ned til 4-5 års alderen. Såfremt man er fyldt 8 år, vil man uden videre kunne melde sig ind, men er man ikke fyldt 8 år (eller fylder man ikke 8 år i opstartsåret), så skal man forud for evt. prøvetimer rette henvendelse til klubbens kontaktperson. Årsagen til alderskravene er, at meget små børn ofte kan være meget tidskrævende, hvilket tager tiden og opmærksomheden unødigt fra de andre børn på holdene. Er barnet endnu ikke fyldt 8 år, vil det være op til chefinstruktøren at afgøre, hvorvidt pågældende barn kan melde sig ind i klubben eller ej. Er barnet fyldt 8 år (eller fylder barnet 8 år i det år der søges om medlemskab), så er afgørelsen udelukkende forældrenes/barnets egen. Alle børn mellem 4-7 år er velkommen til at prøve træningen ganske gratis på lige fod med de andre børn. Da de pågældende medlemsklubber kan have egne regler omkring alderskrav, anbefales det, at klubben kontaktes forud for evt. prøvetimer.

Klubskifte

Har du trænet i en anden klub og er flyttet, eller har du måske et ønske om nye udfordringer, så kan du ligesom nye medlemmer få gratis prøvetræning. Du vil dog i modsætning til helt nye medlemmer også få mulighed for at træne sammen med de højere graduerede, alt efter hvilken grad du måske har med fra din gamle klub.

Klubsamarbejde

Hvis man er meldt ind i én af vore medlemsklubber, så kan man frit og ganske gratis træne med også i de andre klubber. Samarbejdet gælder alle Genseiryu klubber i Danmark.