Genseiryu DK (GKIF-Danmark)
Officielt hovedkvarter (honbu dojo) for Gensei Ryu Karate i Danmark siden februar 1997

Vi har 8 gæster online

Chefinstruktør (Shihan) og landstræner for Genseiryu, Peter Lee, har endnu engang taget turen til Japan, hvor han lige nu gennemgår et længere træningsophold. Træningen foregår i Genseiryu's Honbu Dojo (hovedkvarter), der ligger i Asaka, Saitama tæt på Tokyo og i Oizumi, Tokyo. I den forbindelse blev der lørdag d. 19. september 2015 kl. 10:30 afholdt graduering i Honbu Dojo, hvor Peter Lee blev gradueret 7.dan. Peter Lee er den første og eneste europæer nogensinde, der i Genseiryu har bestået gradueringen til 7.dan.

Træningen foregår dagligt med to timers privatundervisning om morgenen fra kl. 08:00-10:00 plus 2½ timers træning på de øvrige almindelige klubhold kl. 19:30-22:00, hvor også de japanske medlemmer selvfølgelig deltager. En morgentræning starter med, at Peter Lee møder kl. 07:30 og ved egen foranstaltning begynder opvarmning og gør sig klar til at undervisningen starter kl. 08:00. Instruktøren starter træningen lige på og hårdt uden opvarmning, så det er meget vigtigt, at man møder tidligt for selv at varme op. Efter de planlagte to timers privatundervisning, trænes der makiwara, styrketræning og udstrækning i yderligere ½ time.

Aftentræningen foregår på nogenlunde samme måde, dog med den forskel, at man kun har 10 minutter til opvarmning, idet der forud for voksentræningen er børne- og ungdomshold i træningslokalerne. Pladsen kan derfor være lidt trang, men sjovt nok går det altid alligevel trods de mange medlemmer. Når træningen er slut, er der afsat tid til selvtræning, så de medlemmer der ønsker det kan blive ca. ½ time ekstra. Den daglige træning består således af ca. 6 timer med kun en ugentlig fridag, nemlig torsdag.

Genseiryu DK ønsker Peter Lee stort tillykke med gradueringen til 7.dan og ønsker fortsat god træning i det japanske.