For første gang nogensinde var vi lørdag d. 27. marts 2010 til Malmö Karate Open i Sverige. Vi deltog med i alt 10 medlemmer, der alle først sidste år startede med at gå til stævner. De var alle derfor noget uerfarne, inden vi tog turen over broen til Sverige. Det blev da heller ikke til medaljer i denne omgang, men et par vundne kampe og en masse erfaring samt oplevelser blev det dog til. Selve Malmö Karate Open var desværre ikke det store flotte stævne vi ellers havde håbet på. Kamplisterne i både kata og kumite var fyldt med fejl, og vi måtte hele tiden rende frem og tilbage til dommerbordene og arrangørerne for at få rettet tingene. Der blev taget hånd om problemerne, men der var simpelthen for mange fejl. Vi have to kæmpere som var i forkert klasse, vi havde to kæmpere som uden vores vidende pludselig blev slettet fra listerne, dvs. streget ud, så det lavede rod i kamprækkefølgen ikke bare for vores medlemmer men også for de andre klubbers deltagere som derfor måtte vente på, at dommere og arrangører fandt en løsning.

Der var mange deltagere med fra flere lande, men det var åbenlyst, at der måtte have været mindst 80% danskere med. Svenskere så vi da, men de var en klar minoritet ved stævnet. Island var også repræsenteret med en håndfuld kæmpere men dansk var det sprog der blev hørt mest. Dommerne gjorde et ok stykke arbejde, men det var tydeligt at se, at der var kæmpe forskel på dommerne, måden de dømte på, hvad de gav point for, og om der overhovedet blev givet point/straffe.

Når man er til stævne, forventer man at dommerne passer på deltagerne og indenfor regelsættets rammer sørger for at alle behandles så fair som overhovedet muligt. Vi følte os ikke hverken mere eller mindre dårligt eller bedre behandlet end andre, men det var tydeligt at se, at alt for mange dommere tog dommergerningen for let og var for useriøse i både deres måde at dømme på og måden at behandle både deltagere og coaches på.

Til coachmødet blev der lagt en linie for, hvordan der kunne scores point kontra det at der skulle passes på deltagerne. Alligevel var det tydeligt at se, at på i hvert fald 4 ud af de 5 arealer, var det mere tilfældighederne der spillede ind end det var dygtighed og regelsæt der bestemte udfaldet af kampene. Ligeledes var der især et enkelt areal hvor der stort set fra start til slut sås sovende officials der ikke fulgte med i kampen og derfor hele tiden skulle mindes om at tilføje endnu et point til tavlerne. Frustrerende for kæmperne. Det mest iøjnefaldende vi lagde mærke til var dommere der sad og sov, eller især under kata slet ikke kiggede på deltagerne, men i stedet var mere interesseret i at se på de ting der foregik på de andre arealer.

En af vore kæmpere blev i kumite ramt i hovedet med en hæl efter et spark med alt for hård kontakt. Hverken læge eller dommer forbød vores deltager at kæmpe videre, og da vores deltager gerne ville kæmpe videre, forventede vi selvfølgelig også at kampen igen blev sat igang. Ifølge reglerne er der således intet i vejen for at kampen kan fortsættes, men alligevel blev der dømt Kiken. Dette er både et klart brud på reglerne, men også bevis for manglende interesse, viden og måske erfaring omkring reglerne hos dommerne.

Nu er det første gang vi har deltaget i dette stævne, og selvom folk var flinke, og arrangørerne søgte at løse de problemer vi undervejs gjorde opmærksom på, så skete der alt for mange fejl der bare ikke må ske til et stævne. Når man så tænker på, at stævnet er et af de dyreste at deltage i, og at det lægger på den anden side af broen, så falder tankerne på, om det i det hele taget er det værd. Mange danske klubber finder, at det er værd at tage derover, og det er nok heller ikke sidste gang vi deltager. For selvom der er meget der kan forbedres, og mange ting desværre var under al kritik, så blev både vores og andre klubbers deltagere en erfaring rigere, og man har jo lov at håbe på, at stævnet i fremtiden bliver bedre. Så trods kritikken i denne artikel og problemerne ved stævnet, skal der alligevel lyde et stort tak til arrangørerne.