|

Lørdag d. 28. november 2009 blev det sjette (6) Genseiryu® Cup i Danmark afholdt. Denne gang blev stævnet afholdt i Hvidovre, hvor Hvidovre Karate Klub havde gjort et stort stykke arbejde i at få det hele til at køre så glat som overhovedet muligt. Charlotte, formand for Hvidovre Karate Klub, havde arrangeret flere hjælpere blandt forældrene til klubbens yngste medlemmer, og sikrede dermed at hele arrangementet på den praktiske side, ikke bare var vel forberedt, men også kørte som det skulle hele dagen igennem. Her fra forbundet, skal der lyde en stor tak til alle deltagerne samt alle der hjalp til med at gøre dette stævne til en succes ikke mindst for deltagerne, men også for de mange tilskuere der var mødt op.
Deltagere Der var i alt 36 tilmeldte deltagere fra forbundets klubber i alderen 7-15 år fordelt på i alt 4 kategorier i kata og 4 kategorier i kumite.
Dommere Der var i alt 5 dommere i kata og 4 i kumite. Det var Peter Lee (chefdommer), Martin Becker (dommer), Johnny Nielsen (dommer), Patrick F. Jensen (dommer) samt Alexander Smolkine (dommer). Peter Lee deltog fra forbundet, Martin Becker og Johnny Nielsen deltog fra Høng Karate Klub, Patrick F. Jensen og Alexander Smolkine deltog fra Hvidovre Karate Klub.
Syvende Genseiryu® Cup 2010 Det er ikke mindre end tre år siden, at Genseiryu® Cup sidste gang blev afviklet. I den tid er der sket store forandringer i klubberne, ligesom Peter Lee desværre ikke har haft mulighed for at arrangere Genseiryu® Cup på forbundets vegne. Men det blev der rådet bod på i år med afviklingen af det sjette Genseiryu® Cup i rækken. Så selvom der nu har været pause siden Genseiryu® Cup 5 blev afholdt i november 2006, så er Genseiryu® Cup kommet for at blive. Således er der allerede fra Hvidovre Karate Klub givet tilsagn om, at man meget gerne vil være vært for Genseiryu® Cup 2010.
Årets Fighter Traditionen tro er der en Fighter Pokal som tildeles den af deltagerne der har imponeret dommerne mest. I år tilfaldt æren Tea Johansson fra Høng Karate Klub, der med stor dygtighed og selvkontrol formåede at vinde guld i kata samt sølv i kumite. Udover sin kunnen og indsats på kamparealerne, tog Tea ligeledes del i at opmuntre de andre deltagere samt give en hjælpende hånd og klap på skulderen til dem der trængte til det. Høng Karate Klub og Genseiryu® i Danmark kan være stolte af den kommende generation med Tea som et godt forbillede.
Resultaterne kan ses ved klik på Genseiryu® Cup i menuen til venstre.
Stort tillykke til alle medaljetagerne og held og lykke med den fortsatte træning.
|